Beretning 24.02.2011 Ørum IF – formandens indlæg:
Velkommen til og TAK fordi så mange er mødt frem i aften.
Sidste år var jeg så heldig at blive valgt med ind i bestyrelsen
og hvilke energibundter at komme i stue med –
kender I dem alle? (pigerne op at stå, jeg nævner jer i hurtig rækkefølge)
Pigerne har i flere år klaret opgaverne uden en formand og vil stadig gerne
løse mange opgaver – så jeg slapper den ganske ofte!!
Vi har fundet tid til at nedskrive en egentlig forretningsorden, så vi er mere bevidste om fordeling af opgaverne og hvad vi skal huske.
Derfor deler vi også beretningen lidt op, så hver aktivitetsområde selv
vil fortælle om deres liv og tanker!
Vores forår 2010 var ganske hektisk, faktisk kogte kedlen konstant!
Jubilæumsfesten i april var en spændende opgave og vi fik til fulde indfriet vore forventninger til både gæstetal og en kanon aftenfest!
Alle gæster var i strålende humør – alle fik go’ mad fra Jacob’s buffet og vore unge medlemmer ydede en helhjertet indsats som praktiske hjælpere – TAK for detJ - og tak til ØAC for jubilæumsgaven i form af nedsat lejeafgift.
TAK til alle medlemmer og frivillige, som både i 2009 og 2010 gjorde en ekstra
indsats for at markere jubilæumsåret – nu er vi i mellemtiden fyldt 76 år og
ser da stadig utroligt UNGE ud!
April kom også i brug som fødselshjælper – da 4 gjæve gutter havde fået en
Go’ ide om at starte en løbeskole i Ørum. Vi supportede dem med at fremstille og opsætte opslag om 1.ste mødedag, indrykkede annoncer og presseomtale,
og vi stillede op den 1.ste aften med servering af frugt og vand, så gutterne kunne koncentrere sig om løbetræningen som sådan. Der kom næsten 70!
Vi håbede jo lidt, at løbeklubben over tid kunne indgå som en aktiv afdeling i
Ørum IF, men det har løberne fravalgt. De synes ikke at de har brug for at være tilknyttet en egentlig forening – løb foregår jo i Gud’s natur med fri adgang.
Det har vi respekt for – men har naturligvis sagt at ”Døren står åben…”J
Tildeling af haltimer i ØAC blev for første gang i flere år drøftet på et direkte
møde, afholdt gennem Norddjurs Idrætsråd. Vi gav lidt køb og flyttede lidt rundt, så især badminton skrabede sit timebehov ind til det mest nødvendige.
Der søges nemlig flere timer end der kan imødekommes både her og i Glesborg – lidt træls, når der er overskud af haltimer i Auning og Grenaa…
Vi har netop søgt igen til næste vinter og håber at få udvidet vores timetal, så især badminton kan få flere til de mange nye medlemmer og så vi kan få
Zumba flyttet til halrummet.
Vi har deltaget i hallens generalforsamling, hvor Gert Sørensen jo blev ny formand og hvor Ørum IF repræsenteres i bestyrelsen af Erik Henriksen og Anne Dorthe Eldrup.
De har bestemt heller ikke dovnet tiden væk med nybyggeri og
opstart af ØAC Fitness, som ser ud til at være godt modtaget hos borgerne.
Ørum IF tilmeldte en række frivillige instruktører – som til gengæld for uddannelsen skulle bidrage med 2 ugentlige instruktørtimer det første år.
Nu bliver det spændende at følge deres engagement – vi håber de vil fortsætte den gode indsats, som er en uvurderlig motivation især for nybegyndere!
Sommeren kom – og alligevel var der travlhed før og under ferieugerne!
Den BLÅ Folder skulle færdigskrives og deles ud…i år valgte vi at lade gymnastikafdelingen uddele den i skoledistriktet, da taksterne fra offentlig
omdeling er steget ganske uhyrligt. Til gengæld kunne gymnasterne så indkøbe flere materialer – noget for noget, men her en stor TAK for indsatsen!!
Line supporter til stadighed vores hjemmeside og dét gør hun GODT
– husk fra udvalgene at sende hende materiale og info til enhver tid…så I er synlige hele året…og husk at henvise til siden hele tiden, så vi vænner medlemmer og borgere til at læse med og holde sig orienteret – det er det billigste kommunikationsmedie!
14. august fik vi atter en messe til Ørum, nemlig Fritidsmessen.
Det er nok mere end 30 år siden at borgerforeningerne stod sammen om messeaktivitet, men denne var så sandelig anderledes!
ALLE lokale foreninger samarbejdede om dagens tilbud – målet var primært
at synliggøre hvor mange forskellige aktivitetstilbud der findes i vores
geografi…og der var mange!
Ørum IF deltog også – og vi fyldte da helt godt! Gymnastik lavede springopvisning, Atletik og Tennis tilbød ”Kom og prøv” og på vores stand
havde vi arrangeret måling af BodyAge, blodtryk m.m. – hvor det lykkedes
at få lånt udstyr helt fra Syddjurs Kommune!
Endnu en stor TAK til alle der tog et nap også denne dag – det var SÅ dejligt
at se jeres engagement og vise, at vi hjælper hinanden til succes!
Om Fritidsmessen gentages ved vi ikke – aktivitetsgruppen har ikke adviseret
os herom, men måske er det heller ikke nødvendigt at lave hvert år – målet om at synliggøre tilbuddene og forskelligheden lykkedes og i tilgift fik flere
foreninger måske øje for at samarbejde og udnytte hinandens tilbud!
Idræt på Tværs blev gennemført for 11.gang – Adventure var tema i årets udgave. Mange af vore børn deltog og flere trænere og forældre fra Ørum IF
meldte sig til opgaverne – mange børn er nok i forvejen idrætsaktive, men målet er jo både at give dem nye oplevelser og at sikre tilgang af nye børn.
Vi håber der kan komme eet dialogmøde med arbejdsgruppen om, hvilke forventninger idrætsforeningerne har til fremtiden’s arrangementer, så
grundideen måske ”Genopdages” og synliggøres lidt mere.
Vi holdt igen i år en fælles aften for vore frivillige i oktober måned. Vi gentog
den populære STUMP.aktivitet fra 2009, spiste noget stærk TACO.mad og
fik så et indlæg og en god debat om temaet Mobning. Vi håber at I har haft
gavn af aftenen ude i udvalgene og hører meget gerne om forslag til, hvad vi skal inddrage i dette års lederaften!
Ekstraordinært indkøbte vi i år en T.shirts til alle frivillige + 1 kuglepen, så
vi synliggjorde vores fælles begejstring for at holde Ørum IF i balance!
Bestyrelsen fik også tid til at mødes over en hyggelig ”sommergrill” –
incl. vore dejlige mænd, som ALTID er klar med både hjælpende hænder og sultne maver!
Vi startede med at besøge Villersø Krolf-klub og tage en god fight i opdelte hold – her nævnes ikke mere om vindere og tabere –
Men vi blev ret så begejstrede og selv dagen efter – ovenpå rødvin og øl –
Holdt vi begejstringen så højt, at vi besluttede:
”Det vil vi også have i Ørum”J
Vi nedsatte et arbejdsudvalg (Karen & Steen, Poul, Hanne, Marianne F. og jeg selv) for at komme videre. Vi har søgt kommunen om at må anvende ”den gamle fodboldbane” nede ved tennisbanen, hvor vi både vil
lave 2 x 12 baner til Krolf, starten på en NatureFitness.bane og et mindre hus med toilet, køkken og møderum/lagerrum, hvor vi kan mødes.
Terrasse, grill m.m. skal naturligvis bygges ind. Kommunen er positive,
Skolen er meget positive og Ørum Borgerforening vil bidrage og hjælpe med et pænt STORT tilskud. Vi har flere pengeansøgninger i spil – som vil være altafgørende for, hvor stort og godt et hus vi kan bygge.
Vi kan få startet selve baneanlægget her i foråret og så må huset komme til når vi kender de økonomiske rammer. Bestyrelsen hensætter indtil videre selv
10.000 kr. til etablering af banerne. Vi GLÆDER os til at vise jer meget mere – når vi senere kan indkalde frivillige hænder til arbejdsopgaverne og satser så på at etablere et mere vedvarende udvalg til de udendørs områder, hvor
Marianne F. har sagt ja tak til at indgå i bestyrelsesarbejdet.
En vigtig brik i hverdagen er jo økonomi, som Dorthe senere vil orientere om. Vi har i snart 10 år samarbejdet med Dagli’Brugsen i Ørum og OK Benzin om sponsorbidrag og disse har givet gode ekstraindtægter gennem årene især til at investere i materialer. En stor tak til Henrik og hans medarbejdere i brugsen for en altid positiv dialog når vi kommer med ønsker og ideer!
Det er med stor glæde lykkedes at få nye folk til at hjælpe med salg af OK.kortene. Rasmus Holm og Poul Kristenser er primus motorer når der 4-5
gange årligt skal sælges kort sammen med en OK.konsulent. TUSIND TAK for jeres tilsagn og indsats – I vil gerne have et par stykker mere med i gruppen, så hvis nogle kan inspireres…husk at give navnet til os!!
Med tanke på andre sponsormuligheder har vi valgt at formulere en egentlig sponsorpolitik – så vi rundt i alle udvalg og bestyrelse er bevidste om, hvad vi gør i vores dialog med sponsorer og hvordan vi sikrer, at begge får indfriet deres forventninger til en aftale. Her blot et lille indblik i nogle af de væsentligste punkter – vi drøfter løbende med udvalgene når de får brug for støtte til en given forhandling og håber, at vi stille og roligt også ad denne vej kan supplere vore indtægter til ekstraordinære formål.
Sidst, men ikke mindst: har vi siden oktober brugt en del tid i bestyrelsen
till dialogmøder med de andre foreninger i SØØK (Stenvad Boldklub, Ørum Indoor Spining og Kvik/Ramten) om tiden er moden til at påtænke en eller
anden form for fusion af disse foreninger, der jo alle færdes i og omkring ØAC i hverdagen. I får senere en meget grundigere orientering fra en fælles
arbejdsgruppe og derefter tager vi en rigtig god snak her i forsamlingen om
Ørum IF’s holdning til forslaget. Fra bestyrelsen’s side har det krævet nogen
energi fra de 3-4 personer vi har haft med i 2 arbejdsgrupper, TAK i første
omgang for jeres indsats og TAK til de øvrige klubber for en meget åben og
ærlig dialog undervejs i vore møder!
Ørum Indoor er inviteret til at overvære vores indlæg i aften af praktiske
hensyn – men vi kender jer jo heldigvis i forvejen som deltagere på kryds og
tværs i aktiviteterne!
Uanset udfaldet af vores senere debat og fusion eller ikke, har vi fået en
masse viden og god erfaring, som vi kan bruge i vores hverdag hver især!
NU…skal det handle om aktivitet i fysisk form…og første udvalg er:
Atletik v/Jette
Badminton v/Elisabeth
Basket v/Marianne Aa.
Dans v/Elisabeth…
Gymnastik v/Marianne F.
SeniorIdræt og Stavgang v/Sølvi
Tennis v/Elisabeth
Volley v/Jette
- Ja, som det så levende er beskrevet er der gang i den…på mange områder!
- Som Jette fortalte fik vi hædret 2 medlemmer fra atletik ved kommunens årlige festaften med uddeling af årets Fritidspris i Grenaa
Vi indstillede IKKE dengang en egentlig kandidat til Fritidsprisen, men det har vi senere gjort her i januar til Nordea Fondens Fritidspris 2011, hvor flere fra vores klub faktisk har modtaget hæder i årene tilbage.
Bestyrelsen har indstillet SølviJanne Birch til hæderen med baggrund i det store arbejde hun yder på mange forskellige fronter i vores forening plus det engagement hun også yder i vore naboforeninger. Vi venter stadig spændte på Nordea’s afgørelse – for bag hæderen følger også en check til foreningen på 10.000 kr., som vil lune til indkøb især af en ny
Højdespringsmåtte til Atletik! Vi skal turde bruge disse udbud af hædersbevisninger fra tid til anden – nogle frivillige rager lidt højere op i
bevidstheden, men vi har stadig stor respekt for ALLE vore frivillige, uanset om I bruger lidt eller megen tid som nu Sølvi – uden jer kan en forening jo ikke fungere! Så en stor TAK endnu engang for jeres
indsats i Ørum IF, I er krumtapperne der får hjulet til at dreje så stabilt!
Vi vil holde fokus på flest mulige aktivitetstilbud og på at få dem synliggjort. Hvis I går rundt med ideer og forslag…KOM frit frem, så vi kan få det bedste ud af det til foreningens bedste!
Vi vil tage del i debatten om idrættens vilkår, både lokalt og kommunalt, så
Vi sikrer de brede idrætstilbud i alle geografier.
Bestyrelsen udvides i år indtil videre med 1 ekstra, idet gymnastikudvalget har indstillet Charlotte Søndergaard til arbejdet i bestyrelsen som afløser for
Marianne Fogh, der som tidligere fortalt fremadrettet vil repræsentere vores
Krolf og udendørs-Udvalg. Velkommen til Charlotte – og en stor TAK til alle
mine kollegaer i bestyrelsen for jeres altid konstruktive tilgang til at behandle
små som store emner – møderne er aldrig kedelige i jeres selskab!
TAK til udvalgene for jeres solide arbejde for at skabe de daglige aktiviteter,
TAK til Svend Åge for servicering i hverdagen og når vi holder ekstra møder,
Tak til Ørum Skole for et som altid godt samarbejde,
Tak for revisorarbejde og til aftenens dirigent
og…TAK fordi I kom og bakker op om foreningens arbejde!
/Marianne Aabenhuus |