00
3 i én er let nok – men hvad skal barnet hedde?
spørger de 3 foreningsformænd Søren Slemming fra Stenvad BK,
Jan Pedersen fra Ørum Indoor Cycling og Marianne Aabenhuus fra Ørum IF.
De 3 foreninger har i snart 1 år gennemarbejdet mulighederne for at
fusionere de 3 foreninger til én stor forening med ca. 700 aktive medlemmer.
Bestyrelserne har netop godkendt det endelige oplæg, så nu indkaldes der
til en stiftende generalforsamling den 24. november i Ørum Aktiv Center.
”Visionerne for den nye forening er at fusionere på ligeværdig vis, intet skal
nedlægges – tværtimod værnes der om idenditet og traditioner på de
enkelte aktivitetsområder.
Lokalsamfundet skal styrkes som omdrejningspunkt for aktiviteter og samlingssteder,
foreningsmiljøet skal sikres i en foranderlig verden med mange individualister,
flere frivillige skal skabe aktiviteter og ikke være sovset ind i uoverskuelige
administrative opgaver. Håbet er på sigt at flere foreninger får lyst til at deltage i fællesskabet, så der kan skabes yderligere dynamik på kryds og tværs i vores
lokalsamfund”, siger Søren Slemming – der har stillet sig til rådighed som en
kommende formand i den nye storforening.
”Medlemmerne vil ikke mærke noget umiddelbart i deres hverdag, men vi håber at
de vil få flere udfordringer i vores nye foreningsmiljø – hjulpet på vej af at alle
frivillige ledere bliver inspireret af hinanden på tværs af aktiviteterne, når de hen
i januar mødes for at udarbejde en fælles SamværksPolitik.” siger Søren Slemming.
”MEN inden da skal der findes et nyt fælles navn til storforeningen, så vi
håber at få alle navne-smede og kreative ide-mennesker til at indsende forslag
til det nye navn for fællesforeningen for Stenvad Boldklub, Ørum Indoor Cycling og Ørum IF.   ALT er åbent, og vi håber at rigtig mange i og udenfor
foreningerne vil sende alle deres forslag til os, så vi kan finde et velklingende og godt navn til idrætssammenslutningen.
Om navnet skal være moderne, være inspireret af Stendyssen i Stenvad,
Norddjurs-navnet eller et postnummer lader vi være helt op til alle deltagerne, udtaler Albert Vahle Andersen fra dommerkomitéen. Det vigtigste er, at der
kommer mange forslag, så skal der nok være nogle, som er helt indlysende og
”lige i plet som det nye fællesnavn.”

Faktaboks Navnekonkurrencen:
Indsend dit forslag til det nye navn for sammenslutningen af idrætsforeningerne Stenvad Boldklub, Ørum IF og Ørum Indoor Cycling og vind kr. 1.000,- i førstepræmie som gavekort til Sportigan i Grenaa. 
Forslag indsendes til Søren Slemming på mail : s.slemming@nrdn.dk   senest den 13. november 2011. Dommerkomiteen består af formændene for klubberne samt Albert Vahle Andersen fra designbureauet vahle+nikolaisen.
Det er også tilladt at lave et forslag til logo til sit forslag, men ingen krav for at indsende navneforslag. 
Komiteen forbeholder sig ret til at justere og tilrette navneforslagene, ligesom alle rettigheder omkring navnet alene tilhører fællesforeningen. Navnet offentliggøres i forbindelse med fællesforeningernes stiftende generalforsamling den 24.november  2011. Overrækkelse af 1. præmien vil ske i forbindelse med den stiftende generalforsamling.
Evt. spørgsmål kan rettes til:
Søren Slemming, tlf. 41169551
Marianne Aabenhuus, tlf. 6161 5274

ØIF | Havrevej 18 | 8586 Ørum Djurs | Tlf.: +45 86381840